Det pædagogiske personale på Agerbo, er i gang med en intern fælles uddannelse der tager udgangspunkt i KRAP-tænkningen.
Nedenfor er der en kort beskrivelse af uddannelsen.
___________________________________________________________________
Plan for videreuddannelse i KRAP Kognitiv, Ressourcefokuseret & Anerkendende pædagogik
- For fagfolk fra Agerbo i Herning 2009-2011
___________________________________________________________________
PsykologCenter i Viborg udbyder i 2009-11 i samarbejde med Agerbo en intern uddannelse i Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik, forkortet KRAP.
Krap er udviklet som et integreret socialpædagogisk system på baggrund af mange års praksiserfaring.
Hensigten med KRAP er at støtte kursisterne i at få forståelse for de mennesker, de til daglig arbejder med, samt bibringe børnene og de unge en større personlig og social kompetence, så de bedre kan udfolde sig og herigennem opnå en højere livskvalitet. Et vigtigt element i KRAP er at sætte et positivt og anerkendende fokus på menneskers ressourcer – og samtidig erkende at der også kan være tale om særlige udfordringer og behov i de menneskelige grundvilkår.
Et andet vigtigt element er det kognitive afsæt – altså at tænkningen er central og at forandringer ofte involverer både personalets egen-tænkning, og tænkningen hos de berørte personer.
KRAP er teoretisk og metodisk forankret i de kognitive behandlingsformer og i det ressource-focuserede menneske- og behandlingssyn. Du kan læse mere om KRAP på vores hjemmeside.